mandag den 28. februar 2011

Så kan I bare komme an!

Er der nogen der ved, hvordan man opfører sig i en kirke, så er det altså min baby. En hel time sad hun på sin mors skød og kiggede interesseret rundt på de andre kirkegængere og kirkerummet. Når orglet spillede op til salmesang, sang hun endda med på den nuttede måde, som kun babyer kan. Der blev lidt skrigeri, mens vi ventede på præsten i våbenhuset. Men der var jo ingen, der kunne se, at det var netop hende og ikke et af de andre dåbsbørn, så det tæller ligesom ikke. Vel? Hun tav i hvert fald stille, så snart dørene gik op, og på den lange vej op ad midtergangen, lagde hun sig såmænd til at sove. Er I tossede, hvor er en sovende baby egentlig tung! Da hele ceremonien var ovre, var mine arme fuldstændig følelsesløse.

Præmiebabyen tillod sig kun at åbne det ene øje halvt, da hun fik pjasket vand i håret, og sov også under den efterfølgende fotografering. Det er sgu en dygtig baby jeg har! Bedst af alt var dog, at hun undlod at skide i dåbskjolen. Det kunne have været kønt at tilslutte sig Guds rige med lidelugtende, gult snask på tøjet, og meget typisk vores lille pige. Men hun gjorde det ikke! Man skulle tro, at hun rent faktisk forstod, hvad der foregik.

Efter højmessen var der brunch for familie og venner, og det var bare så hyggeligt. Det er alt for sjældent, at vi mikser familie og venner på den måde. Babyen fik en masse fine gaver, deraf en del bøger som jeg glæder mig til at skulle læse og en hoppeko, som jeg vist også skal prøve på et tidspunkt, hvor ingen kigger.

Dagens dejlighed sluttede dog ikke der, for da vi kom hjem, gjorde babyen noget, hun kun har gjort en gang før. Hun grinede! For både anden, tredje, fjerde og femte gang. Og ikke nok med det: Hun syntes også lige at hun skulle prøve at trille fra mave til ryg. Kunne dagen slutte på en bedre måde? (Og her ttillader jeg mig lige selv at svare.) Nej, det kunne den ikke.

fredag den 25. februar 2011

Shh, vi koncentrerer os

Når der er lidt stille her på bloggen, skyldes det, at præmiebassen skal døbes på søndag. Først har vi brugt ca. en million timer på at få bordplanen på plads, og hvis jeg selv skal sige det, er den faktisk blevet helt okay. At vi så ikke lige har aftalt bordopstilling med caféen, hvor dåben skal fejres, er en mindre detalje. Kors hvor jeg håber, at de har sat et enkelt langbord op, så vores arbejde ikke er helt spildt.

Nu er vi så i gang med at lave bordpynt. Eller det vil sige; jeg er i gang med at lave bordpynt. Manden bliver dog sat i arbejde så snart han kommer hjem, for ellers når vi det ikke. Vi skal nemlig have lavet en masse af disse her:


Det bliver herrecorny med matchende invitationer, bordkort og pynt. Jeg er ellers mere til, at det hele "stritter" lidt, men når nu man har fået en lille pige, må det da godt være lidt lyserødt og tuttenuttet. Det siger hendes far nemlig, så nu er det vist på tide, at han også griber saksen og hjælper lidt til.

Mens vi (jeg) har gang i forberedelserne, ligger præmiebassen på sit tæppe og hygger uden den fjerneste anelse om, hvad der foregår. Er hun ikke nuttet? 

Hov - hun nåede at smutte

Hun er sikkert skideligeglad med bordpynt, men alligevel bilder jeg mig ind, at det er for hendes skyld, at hele denne uge går med at klippe klistre. Mine fingre er totalt klistrede og smurt ind i tusch og kuglepen, men hvad gør man ikke for sin lille (temmeligt ligeglade) guldklump (og hendes far)?

tirsdag den 22. februar 2011

4 år og voksen

Når man selv føler sig så ung, at man aldrig taler om sin barndom men om "dengang man var lille", kan man godt blive lidt overrumplet, når ens (meget modne) nevø på fire år indleder en sætning med: "Da jeg var barn..."



mandag den 21. februar 2011

Madblogging og den deforme persillerod

Min kæreste forstår virkelig nada af blogging. Han ved dog, at jeg var glad for at blogge, da vi mødte hinanden og derfor har han gennem et års tid jævnligt spurgt mig, om ikke jeg skulle have en blog igen. Det har jeg så nu, og selvom det er på hans initiativ, forstår han det stadig ikke, og han forstår slet ikke, hvorfor jeg blogger. Det gør jeg sådan set heller ikke selv. Altså jeg ved, at jeg kan lide det, og det må vel være grund nok, eller hvad?

Nå men da oprettede bloggen og stolt reciterede det første indlæg, blev jeg mødt af en forbavset mine og et "jamen skulle det ikke handle om mad?" Om mad?! Jeg elsker mad! Jeg elsker at spise mad, lave mad, købe mad og tale om mad. Jeg gider bare ikke at skrive om mad, og jeg gider slet, slet ikke at tage billeder af min mad. Og man skal eddermame skrive godt, hvis man skal have en madblog uden billeder! 

Der blev talt med store bogstaver, udråbstegn og hele moletjavsen, og selvom den arme mand stadig ikke forstår, hvad min blog handler om, ved han helt sikkert, at den ikke handler om mad. Eller det gjorde han i hvert fald lige indtil i går, da jeg viste ham en fuldstændig deform persillerod. For den skulle jeg da tage et billede af til bloggen. Det er jo det blogging handler om; billeder af afvigende grønsager! Så for at være lidt imødekommende over for ham kæresten, fandt jeg kameraet frem. 

Jeg har skimmet madblogs nok til at vide, at det er foodstyling, der gør forskellen. For at den deforme rod rigtig skulle komme til sin ret, placerede jeg den derfor elegant på en kartoffel og håbede, at mine ringe fotografevner ville skjule, at jeg allerede havde skrællet det ene ben. Bedst som jeg var ved at knipse løs, kom kæresten forbi igen "Poster du virkelig et billede af det der! Det kan du da ikke. Den ser jo total pervers ud. Høhhø en villig persillerod, høhø!" Og jo, jeg poster den rent faktisk. Det var ham selv der bad om det, og den er overhovedet ikke hverken pervers eller villig, men elegant placeret på en kartoffel. Jo den er!

fredag den 18. februar 2011

Når man ikke har en undulat, skal man da have en baby

Manner hvor bliver man blød i hjertet, når andre giver udtryk for at holde af ens lille guldklump og særligt når de søde ord kommer fra en normalt meget fræk nevø på fire år.

Min søster har to skønne drenge på 4 og 8 år, og hvor den 8-årige er en helt almindelig dreng, der synes, at lego er mere spændende end babyer, er den 4-årige helt forgabt i sin lille kusine.

Det startede allerede inden fødslen, hvor begge drenge håbede på en lille kusine, da de i fovejen har to fætre og gerne ville prøve noget andet. Da det så rent faktisk blev en lille pige, troede jeg, at begge drenge ville være tilfredse, men der tog jeg i den grad fejl.

Den 8-årige har gennem det seneste år været den lykkelige ejer af to undulater, og derfor mente den 4-årige, at det kun var retfærdigt, at babyen så skulle tilhøre ham. Allerede under graviditeten talte han meget om "hans baby", og først da de skulle på barselsbesøg, tog min søster sig mod til at forklare ham, at babyen altså ikke var hans. Knægten fik et hysterisk anfald, og min søster prøvede at glatte ud ved at fortælle, at det er hele familiens baby.

Det syntes jeg sådan set var en helt fin nødforklaring fra hendes side, og den 4-årige havde da også accepteret den. Der var bare ikke nogen af os, der havde overvejet, hvor bogstaveligt han tog hendes ord, indtil han i går proklamerede, at det altså er hans tur til at få hende med hjem efter dåben i næste weekend! Niksen biksen siger jeg bare. Uanset hvor smigret jeg blev, bliver babyen altså her!

onsdag den 16. februar 2011

Tour de vuggestue

Der gik ret lang tid, før jeg begyndte at nyde min barsel. Jeg er superglad for  mit arbejde, og da jeg efter næsten 11 ugers graviditetsorlov endelig fik min baby, var jeg allerede ved at blive vanvittig af at være hjemme. Det hjalp selvfølgelig, at der lige pludselig var en baby at dele dagen med, men der er altså grænser for, hvor spændende sådan en lille klump er. Det var først, da jeg skulle udfylde mine barselspapirer for fem uger siden, at det gik op for mig, hvordan tiden var fløjet og at det da vist var på tide, at jeg begyndte at nyde min baby lidt mere.

Og I kan tro, at jeg nyder hende! Men ak og ve, lige midt i nydningen kommer realiteterne og trænger sig på. Min barsel slutter til september, og så skal hun i vuggestue! Hen til fremmede voksne, fedtede børn og en masse baciller, som ville slå Maude Varnæs omkuld bare ved tanken. Jeg ville allerhelst putte mig ned under dynen i håb om, at de der realiteter forsvinder igen, men nu er jeg jo nogens mor, og så går det ikke. Jeg har derfor taget tyren ved hornene og været ude og besøge den første vuggestue i rækken.

Vuggestuen virkede egentlig ret okay, (når det nu skal være), men hold da helt kæft hvor er vuggestuebørn store! Skal min lille baby virkelig tilbringe dagen sammen med dem? For hun kan da umuligt blive ligeså stor på kun 6 måneder. Eller kan hun?

Tænk at min lille baby om så kort tid bliver en lille pige, der skal male med vandfarver, spise torsk med karrysovs og gå til rytmik. Det er jo for vildt! Jeg har dog allermest lyst til at beholde hende, som hun er lige nu, hvor hun smiler bredt og tandløst, vifter med arme og ben og er usædvanlig nuttet.

mandag den 14. februar 2011

babygrin

Så sad man lige der og så Sex and the City i fedtet hår og morgenkåbe helt opslugt af Carrie, Miranda og de andre to, hvis navne jeg absolut ikke har styr på. Babyen og kæresten sad ved siden af og havde gang i en sjov leg med mærkelige ansigter, babyfødder og "ahhh dubidubidubi"-lyde, og livet kunne ganske enkelt ikke blive mere herligt.

Ja, det troede jeg, men det var en fejl. En stor og helt igennem fantastisk fejl, for midt i det hele begyndte babyen at grine højt og hjerteligt og temmelig hæst. To dage tidligere havde jeg hørt et forsigtigt hæhæ fra hende, men det var intet sammenlignet med i går. Det lød simpelthen så skægt og så dejligt, og mens vi forældre var dejligt overraskede over grinet, var den lille baby topforskrækket over den nye lyd, der væltede ud af hende. Så forskrækket, at grinet forblev en engangsoplevelse, selvom vi brugte resten af aftenen på at fremkalde endnu et.

I dag er det forresten præcis 12 uger siden, at den lille snutling kom til verden. Suk!

søndag den 13. februar 2011

Tømmermænd

Vi har tømmermænd her i huset. Altså vi har ikke været til fest, på druk eller noget som helst, men der er alligevel flyttet en hel masse tømmermænd ind over night. Køkkenet flyder med opvask, den gode lænestol er indtaget af rent vasketøj, der er netop bestilt pizza og hovedet værker. Heldigvis sover babyen, så der er lidt ro.

Det har været en stram weekend, og jeg er godt nok smadret af alt for lidt søvn og alt for mange smerter der, hvor der engang var en tand. Kæresten har også haft det hårdt med alt for meget arbejde, men han er så megasej, at han har taget babyen hele dagen, så jeg har kunnet sove. Han er sgu sød, han er!

Det er altså skidehyggeligt med sådan en gang fællestømmermænd, og totalt fedt at være på barsel, så vasketøj, støvsugning og opvask sagtens kan udskydes til i morgen.

fredag den 11. februar 2011

Lang weekend og lange patter

Så sidder man her i morgenkåbe og fedtet hår og håber, at babyen snart overgiver sig til søvnen, så der kan blive tid til et hurtigt bad og en lille lur. Kæft hvor er jeg træt! Og det på trods af at babyen altid sover mindst 7 timer i streg om natten. Ja, ja, hvad har jeg egentlig at brokke mig over? Måske ikke så meget, men jeg gør det altså alligevel. Ja, jeg gør!

Min baby er normalt ret så sød og ret så cool, men her de sidste par dage har hun været totalt Hystella, hvis ikke jeg har ammet hende nærmest uafbrudt fra kl. 19-23.30. Mine bryster er snart i niveau med gulvet, og det er vist også der, at man kan finde mit overskud. Ærlig talt har jeg ikke kræfter til at bøje mig ned og se efter.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at amning kunne være så hårdt og udmattende. Hvis nogen havde sagt, at det kunne sidestilles med et maratonløb, havde jeg grinet højt og larmende. I dag ville grinet nok være af den mere hysteriske slags, da jeg nu ved, at det ikke bare svarer til en maraton, men en Ironman. Okay, det er måske lidt overdrevet, men hårdt er det sgu. Og dem der vover at påstå andet, kan vente sig, ja de kan!

Og netop som jeg troede, at jeg skulle trække mig selv bare lidt op af selvmelidenheden, ringede min kæreste og fortalte, at han er blevet pålagt at arbejde helt til kl. 23 i aften. I forvejen skal han møde på døgnvagt i morgen tidlig, så det bliver sgu spændende, om jeg kommer i tøjet før søndag eftermiddag.

God weekend!

torsdag den 10. februar 2011

Løb med blogspot

Blogspot vil have mig til at løbe. Det er helt sikkert! Jeg troede, at min blog skulle være mit eget lille helle, hvor jeg kunne få frit løb for mine tanker og selv styre deres retning, men der tog jeg vist fejl. Hver gang jeg klikker på "næste blog" - og jeg mener HVER eneste gang - kommer jeg ind på en løbeblog.

Nu kan jeg faktisk godt lide at løbe, og jeg har da også været ude på en enkelt 3 kilometers tur for et par uger siden. Det er bare temmelig svært at få løbet regelmæssigt, når der også er en lille, opmærksomhedskrævende og evigt sulten størrelse i lejligheden. (Og så er det skidekoldt!) Den ene løbetur, det er blevet til, var skøn (og hård), og jeg fik endelig prøvet den afsindigt lækre løbejakke, som jeg fik i julen 2009. Med Blogspots opbakning må jeg hellere sørge for, at den bliver luftet igen, inden forårssolen gør den overflødig. Det må blive i næste uge. Eller næste uge igen.

onsdag den 9. februar 2011

Familie med stil

Min kærestes familie har i den grad stil, og jeg elsker det. De har pæne duge, som bliver sendt til rens, de har funklende sølvtøj, som rent faktisk bliver brugt, de skriver med fyldepen i lækre læderindbundne kalendere og så har de fuldstændig styr på det der med at hjælpe damerne med stole, døre og frakker. Derudover bør det også nævnes, at de er smaddersøde og gevaldigt godt selskab.

I dag har jeg fået endnu et bevis på deres gode etikette. I postkassen lå der (udover de fem pizza reklamer, jeg ikke har gidet at tage med op og en fødselsdagsinvitation) en lille bitte kuvert, hvor der kun lige præcis var plads til et frimærke og en adresse. I kuverten lå et fint, lille kort med et par lyserøde babysokker på, der bekræftede, at en del af familien gerne vil deltage ved dåben. Jeg synes, at det er  SÅ blæret at sende et skriftligt svar. Totalt Emma Gad!

Det er simpelthen så skønt, når der for en gangs skyld ligger andet end rudekuverter i postkassen. Og når man så både finder et fint svarkort og en invitation til rundfødselsdag, så kan man da næsten ikke lade være med at slå kolbøtter af bar glæde og overraskelse. (Arh, en kolbøtte er måske lige i overkanten, men glad bliver man da.)

Jeg elsker, når folk forstår sig på etikette, og derfor var jeg også helt væk, da jeg i går så 'Kender du typen', hvor der blev inviteret til middag pr. brev. Det bliver jeg altså også nødt til at prøve. Det kan ikke kun være min postkasse, der sulter efter invitationer, postkort, breve og alt andet uden fortrykt adresse og pengeopkrævende afsendere. Jeg kunne også godt bruge noget af hende Caths dekadence, men det må vente til den dag, jeg vinder den helt store milliongevinst i lotto - og det gør jeg nok ikke, før jeg køber en kupon.

Ha' en rigtig dejlig dag!

tirsdag den 8. februar 2011

RIP Visdomstand

Hvor nitte er det ikke, at første gang man lader babyen alene med sin far i hele fire timer, er det for at gå til tandlægen. De andre i mødregruppen har for længst været på café med veninderne helt uden baby. Jeg har fået opereret en tand ud. Og det gjorde fandme noller.

Præcis 11 uger tidligere fik jeg min baby ved kejsersnit, og selvom jeg havde veer i mange, mange timer inden da og man får klasket hele livmoderen op på maveskindet og bliver bedøvet, så ville jeg fandme godt have byttet den tandoperation får et kejsersnit!

Ovenpå sådan en omgang er man totalt lortemor, der kun lige kan amme sit barn og ellers ligge på sofaen med en skål is, mens kæresten skifter bleer, leger og prøver at bremse den timelange skrigtur, som vores ellers meget glade og veltilpasse baby i dagens anledning kastede sig ud i.

Nå men i dag går det meget bedre, og jeg skal hygge mig med babyen og min kæreste, som har fri. Snedig som jeg er, har jeg naturligvis ikke fortalt kæresten, hvor meget bedre det går (klynk, klynk, det er ikke helt så slemt som i går, men det gør stadig rigtig meget ondt, klynk), og jeg regner bestemt med at tilbringe dagen på sofaen med min nuttede baby, mens kæresten tager sig af bleskift og friske forsyninger af is og kolde drikke.

fredag den 4. februar 2011

Topmodel, ballet og Underworld

Min baby kan godt lide at se fjernsyn. Det kan de fleste babyer vist, men jeg er helt sikker på, at de færreste babyer har ligeså dårlig smag som min, hvis de altså overhovedet har nogen præferencer inden for det område.

Hjemme hos os skal vi se topmodel kl.14.15 på tv3 ellers bliver babyen sur. Der er en hel sikker sammenhæng mellem det program og hendes humør. De dage, hvor hun ser Topmodel er hun glad og smilende helt til klokken alt for sent. De dage hun ikke ser det, er hun skruphysterisk - også til klokken alt for sent. Heldigvis har hun luret, at det ikke bliver sent i weekenden, så der er hendes humør mindre forudsigeligt.

Hendes fjernsynssmag viser tydeligt, at hun er en pigebaby. Hun sidder nemlig også med øjnene klistret til skærmen, når der er balletfilm og Bring it on 1,2,3 etc. Jeg prøver ofte at slå over på noget mere seriøst, som f.eks. tv-avisen eller nyhederne, men hun bliver så sur, at jeg straks må slå tilbage.

Nu skulle man tro, at det her handler om, hvad jeg gerne vil se i fjernsynet, men der tager man fejl. Min kæreste har prøvet at introducere hende til Topgear, som jeg også synes er et topunderholdende alt for cool program, men det var uden den mindste succes. Hun kunne ikke holde måsen i ro og blev vældig balstyrisk. Til gengæld blev hun ellevild, da han smækkede Underworld 2 (som er en virkeligt ringe film - værre end bring it on nr. 517) på dvd'en, og det kan altså godt bekymre mig lidt. Må en baby egentlig godt se Underworld? Jeg prøvede at holde hende for øjnene ved de værste scener, men kæft hun blev sur.

Skal man acceptere babys hele vejen igennem dårlige tv/filmpræferencer, og nyde, at man selv kan se Topmodel uden at det belaster ens image eller bør man straks udsætte hende for Kieslowskis Bleu, Blanc og Rouge?

torsdag den 3. februar 2011

Topmålet af ussel

Det der barsel gør altså mærkelige ting ved en. Jeg har ingen ambitioner om at være supersmart med pænt hår, høje hæle og nylakerede negle. Så længe at jeg får tøj på før kl. 10, har jeg det sådan set fint. Det behøver ikke at være nystrøget, og er der lidt savl på fra dagen før, går det nok også. Kun når jeg skal til det ugentlige møde i mødregruppen, skejer jeg ud med lidt mascara.

Jeg synes faktisk, at det er helt okay at se lidt brugt ud, for det slider sgu at have sådan en lille størrelse. Næh det usle ved at være på barsel har slet ikke noget med mit udseende at gøre men derimod mine handlinger. Hvad blev der dog af den gode, gamle Mille, der havde både hæmninger og holdninger?

Jeg synes sgu, at det er lidt usselt, at jeg nu ved mere om kongehuset end om oprørerne i Tunesien og Egypten. Lige så slemt er det, at jeg har udfyldt en konkurrencekupon, som jeg om lidt skal ned at aflevere i det lokale supermarked. Som min kæreste sagde: 'Orv, vi kan vinde et års forbrug af bleer!' Jubiii, Hurra! eller noget...? Hvad sker der med os? Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle deltage i sådan noget, og nu er det pludseligt vigtigt, at kuponen bliver afleveret. Damn, hvor er vi blevet kedelige.

Topmålet af ussel nåede jeg dog i går, da jeg sad i Ikea med fedtet hår og feber i kroppen og ammede, mens jeg kørte en fransk hotdog ned. Så kan man da ikke synke dybere?

Det kunne selvfølgelig være rart med et års forbrug af bleer, men jeg håber mest på at vinde middagen for 8 personer. Så skal jeg nemlig invitere alle veninderne med, have lækkert tøj på og fuld make up og for en aften glemme alt om gylp, bleer og lørdagsudflugter til Bilka. Det er tiltrængt.

tirsdag den 1. februar 2011

Husregler

Vi har ret mange regler her i huset. Faktisk lidt for mange. Man må for eksempel ikke sige 'gider du lige' eller 'det gider jeg ikke', for det lyder grimt, man må ikke drikke kaffe, når man sidder med babyen, for så får hun brændsår og man må heller ikke bruge det sidste toiletpapir, uden at finde en ny rulle frem, for så bliver fruen her sur.

Nogle regler, såsom den om 'gide', er vi fælles om at indføre, og dem er det meget vigtigt at overholde. Andre regler vedtages af bare en af os, og der er det mest vigtigt, at det ikke bliver opdaget, når man bryder den. Både når man er den, der har vedtaget reglen og den der får den trukket ned over hovedet.

De mange regler hindrer os dog ikke i at indføre flere. Her i februar har vi sammen indført en ny regel, og den er rigtig dum. Allerværst er det, at det er en fællesregel, for så er det altså meget alvorligt at bryde den. Reglen er, at vi ikke må spise kage, slik, chips eller drikke sodavand og varm kakao i hele februar. Det er virkelig en latterlig regel, og jeg har allerede fortrudt den.  Jeg har også allerede brudt den en lille smule. I morges fugtede jeg nemlig min højre pegefinger og pressede den mod en kagetallerken fra i går, så alle de små lækre og tørre kagekrummer satte sig på fingeren, der meget hurtigt forsvandt ind i munden på mig. Tal lige om abstinenser.

Det bliver den længste februar nogensinde.