Utaknemmelig sommerhustur

Det lykkedes mig heldigvis at finde et refugium for weekenden. Min forældres sommerhus stod tomt, så fredag eftermiddag tømte jeg køleskabet, pakkede en taske med tandbørste og rene underdrenge og hundsede med gemalen, der under kyndig vejledning stoppede bilen med barnevogn, bleer og mine beskedne pakkenelliker.

På vejen gjorde vi stop ved mine forældre, fordi vi skulle låne noget trådløst internet. Det plejer bestemt ikke at indgå i en sommerhustur, men denne gang var der på forhånd dømt nul hygge.

Jeg skulle nemlig skrive en jobansøgning.

Og det er jeg meget dårlig til.

Virkelig dårlig!

Af ukendte årsager bliver folk omkring mig bare totalt krævende og pisseirriterende, når jeg skriver ansøgninger. Det eneste jeg kræver er frisklavet kaffe, fuldstændig tavshed, ingen bevægelser, absolut ingen kys i nakken og slet, slet ikke nogen opmuntrende smil eller utilfredse babyer. Hvor svært kan det være?

Et lille bitte sommerhus i regnvejr. En baby, der ikke kender spektret mellem glædeshvin og høje skrig. En kæreste, der lige havde fået nyt legetøj i form af et kamera. Oddsene for at få skrevet ansøgningen kunne godt have været bedre, og den blev da heller ikke færdig. Ikke engang tilnærmelsesvist.

Men det er den nu. Og den er også sendt afsted. Og resten af dagen skal jeg hygge med mit forsømte barn, der trods protester tilbagte det meste af mandagen i sin morfars arme, så jeg kunne få fred til at arbejde. Når det virkelig gælder, er starutten faktisk en ret så hensynsfuld baby, og det skal nu belønnes med titte-bøhleg, svingtur og jordbærmos.

Nogen der vil bytte lejlighed? Pleeeease!

Kære entreprenør

Jeg sætter virkelig pris på, at I er med til at udvikle byen og gøre den mere tilgængelig for mig og min familie. Jeg synes også, at det er helt fint, at I bliver nødt til at arbejde i døgndrift for hurtigere at blive færdige, og jeg er helt med på, at det altså ikke kan gøres lydløst.

Jeg vil gerne takke jer for jeres brev. Det er rart at have en oversigt over, hvornår der arbejdes og om der støjes lidt, moderat eller meget. Også selvom det er 4 weekender i træk. Med meget støjende arbejde. 4 weekender hvor jeg ikke kan opholde mig i min lejlighed. (FIRE WEEKENDER!) 

Jeg har bare et enkelt spørgsmål. Når nu I skriver, at arbejdet skrider frem, som planlagt, kunne I så ikke have sendt brevet bare lidt før? For det er eddemame røv og nøgler at komme hjem til sådan et brev torsdag eftermiddag, når arbejdet påbegyndes allerede fredag. Og varer hele weekenden. Helt til mandag morgen. Og støjer meget.

Det kunne I sgu godt have gjort lidt bedre! Nu har jeg en halv dag til at finde ud af, hvor vi skal tilbringe weekenden, vaske tøj, pakke sammen og gøre de ting, som jeg ellers havde planlagt. Øv!

Venlig hilsen Mille

Det der med børnetøj

Kan I huske dengang i 80'erne, hvor vi alle var sådan lidt grimme? Håret var uglet, brillerne store, der var bøjle på tænderne, og drengene havde en lille hårpisk i nakken. Værst af alt var dog joggingtøjet, som var erhvervet i føtex eller tøj-bytte-boden, og som blev forlænget med stof i en heftig kontrastfarve, i takt med at arme og ben voksede. I 70'erne, som jeg af gode grunde ikke kender så meget til, var det vist lige så slemt. I hvert fald hjemme hos os, hvor min søster blev iklædt t-shirts med teksten 'Atomkraft nej tak'. Det er ikke lige det, man gør mest i i dag  - altså pakker sine børn ind i politiske budskaber.

Jeg har aldrig forstået det der med Generation X. Vi var jo generation G. G for grim. Og derfor sidder jeg i dag tilbage med klassebilleder med uskyldige (og ufatteligt grimme) børn i hjemmesyede veste, gummistøvler, og forlænget joggingtøj og knap så uskyldige (men stadig grimme) teenagere i Harley Davidson gamacher (Ikke leggings. Gamacher!), uformelige trøjer (eller bare maver) og bandana i håret.

Da min mor var barn, var en stor del af tøjet også hjemmefabrikeret, men der var altså noget mere stil over det. Ikke nok med at kjolerne var hjemmesyede, så havde min mormor også selv trykt stoffet. Der var naturligvis små, matchende flæsetrusser til småbørnskjolerne, og sørme om ikke dukken havde et sæt nøjagtig magen til. Selv min mors frakke fandtes også i dukkestørrelse. Det var der da lidt stil over!

Børnene var også pænere. Håret var velfriseret, ørerne rettede og man havde endnu ikke fået den åndssvage ide at give to ud af tre børn togskinner på, bare fordi man kunne.

Jeg synes helt ærligt, at mine forældre skylder mig en undskyldning, for det bliver da megapinligt, når starutten en dag skal se billeder fra 'da mor var barn'. Hendes mormor havde flæser på numsen, starutten har flæser på numsen, men mor. Hun gik i forlænget joggingtøj!

Bloggere og pennevenner

Da jeg som 16-årig var på et sportskursus, mødte jeg en sød pige, som boede i den anden ende af landet. Vi udvekslede adresser, og de næste par år fløj brevene frem og tilbage mellem os. Der blev skrevet om kærester, dumme forældre, film, musik og naturligvis den sport, der havde ført os sammen. Brevene blev skrevet med farvede kuglepenne og dekoreret med klistermærker. De blev læst og genlæst med stor iver for til sidst at blive gemt væk i en æske, hvor de stadig ligger i dag.

I dag har jeg så min blog, og selvom det ikke er helt det samme, minder det altså en del om brevskriveriet. Forskellen er blot, at der er flere involverede og at modtageren ikke på forhånd er kendt/bestemt. 

Når jeg skriver et indlæg, er der af og til andre bloggere, der giver mig et ord med på vejen på samme måde, som min penneveninde kommenterede mine breve. Jeg får naturligvis ikke længere tilsendt breve specifikt til mig, men kan på min læseliste se, hvem der har noget nyt. Og selvom de dekorerede kuverter var hyggelige, kan et blogindlæg være mindst lige så kærkomment.

Da jeg var 18, besøgte jeg min penneveninde i Paris. Hun var der som au pair, og jeg var der på ferie og greb muligheden for igen at møde hende. Genertheden blev hurtigt overvundet, og vi hyggede os lige så godt, som da vi mødtes første gang to år tidligere. Året efter var situationen omvendt, og det var hende, der besøgte mig i det franske. Da jeg var tilbage i København, kom hun forbi ca. en gang om året, når hun alligevel skulle besøge sin søster. For to år siden flyttede hun så selv hertil, og brevstormen, der i forvejen var stilnet af, er nu helt væk. Nu dyrker vi til gengæld vores sport sammen og følges gerne til Franske Filmmandage i Grand.

Man bliver jo nysgerrig på den, man skriver med, og selvom man kun ses på skrift, kan man altså godt mærke om der er kemi eller ej. Det samme gælder sandsynligvis her i Blogland. For kender vi ikke hinanden en lille smule? Jeg er i hvert fald overbevist om, at Kongmor er både fandenivoldsk og filosofisk. Og tager jeg fejl, gør det ikke noget. I hvert fald håber jeg at kunne komme til audiens hos hende her til sommer og få ansigt på hende og andre bloggere, som jeg trofast læser med hos, og som jeg derfor føler at kende en smule.

U-u-uh Jeg har været i byen!

Sådan næsten da i hvert fald. I forgårs var jeg nemlig til fødselsdagsmiddag hos en veninde. Først gik hendes kæreste fordi han skulle på nattevagt, og så gik gemalen med starutten, fordi hun var balstyrisk. Og så var jeg alene tilbage med min veninde, og fra kl. 23.45- kl. 01.08 sad vi og drak rødvin og snakkede og hyggede og havde det herligt. Virkelig herligt!

Det var fuldstændig som i de gode gamle dage, da vi sad i kollegiekøkkenet kl. 6.30 blandt sjatter og skodder og guffede rugbrød med rejeost, mens vi med hæse og trætte stemmer klogede os på verdenen, livet og kærligheden. Weekend efter weekend sad vi der - visne og vise - og havde det herligt.

Kl. 01.08 måtte jeg desværre afbryde herligheden og styrte hjem til min lille starut, så hun ikke skulle vansmægte i tilfælde af, at hun vågnede op og blev sulten. Det gjorde hun dog ikke, og det var vist meget heldigt, for i al herligheden var jeg vist kommet til at drikke et halvt glas rødvin mere, end hvad jeg normalt har samvittighed til.

Dagen derpå startede da også mindre herligt. Jeg, som aldrig har haft tømmermænd, vågnede op med tungt hoved og en følelse af, at hver lille dråbe væske var suget ud af min krop. 3 sølle glas rødvin fordelt på 7 timer! Det var hvad der skulle til for at gøre mig vældig pløret den ene aften og temmelig mat i koderne den næste dag.

En lørdag med rødvinsslagger i kroppen er dog ikke så slem, når den byder på formiddaglur, indkøbstur i solskinsvejr, renskuret lejlighed (gemalens værk), besøg af svigerforældre, jordbærkage og tegnefilm. Det var en herlig dagen-derpå. Virkelig Herlig!

Home alone og tid til en tilståelse

Så sidder jeg igen her på min faste plads i sofaen med laptop, fon, kalender, bog, fjernbetjening og en stor kop te inden for rækkevidde. Babyen sover og gemalen er ude at drikke øl.

Selvom det egentligt er meget hygsomt med lidt alenetid, er jeg lidt misundelig på dem begge to. Særligt sidstnævnte. En kold øl ville bestemt være velkommen. Bare sådan en helt almindelig pilsner.

Mmm!

Men men men. Køleskabet er tomt, kiosken er lukket og babyen sover, så medmindre øllen kommer til mig, må jeg undvære. Og det går jo nok. En eller anden dag er jeg jo færdig med at amme babyen, og så er det min tur til at vifte lidt med ørerne. I mellemtiden vil jeg komme med en lille afsløring.

Det er bestemt ikke nogen revolutionerende hemmelighed. Det er mest af alt en lille test for at se, om min kæreste læser med. Det siger han godt nok, at han ikke gør, men man ved jo aldrig. Han er naturligvis hjertens velkommen til at kigge forbi. Det vil bare være rart at vide, om han rent faktisk gør det.

Okay jeg må vel til det. Min store, helt ufarlige indrømmelse, som min kæreste stensikkert vil reagere på, hvis han læser dette, og som de fleste andre vil være temmeligt ligeglade med.

Here it goes: En indrømmelse eller to til manden i mit liv.

I mandags, da du var på aftenarbejde, spiste jeg 3 Magnum Mandel til aftensmad. Okay, faktisk spiste jeg kun 2 3/4. Den sidste del tabte jeg nemlig på vores hvide gulvtæppe. (Så der er altså en forklaring på den uforklarlige plet.) 

I eftermiddags spiste jeg desuden en stor pose slik, og for fem minutter siden kom jeg til at åbne den plade chokolade, der skulle gemmes til weekenden. Nu mangler der fire stykker. Men bare rolig, du opdager det aldrig. Jeg skynder mig nemlig at spise resten og købe en ny plade som erstatning, inden du opdager det. Vi spiser nemlig kun søde sager i weekenden.

Og hvis du så læser det her, inden du kommer hjem, må du altså meget gerne tage en øl med.

Pleeeease

Hvad med starutten?

For et par uger siden fandt en bryllupsinvitation vej til vores postkasse, og selvom jeg godt vidste, at den ville komme, var det skønt at finde den der mellem pizzareklamer, fagblade og rudekuverter.

Jeg glæder mig rockermeget til at skulle til prinsessebryllup. Så skal jeg have fin kjole på, spise lækker mad, drikke mousserende vin, opleve gemalen folde sig ud som vittig og veltalende toastmaster, få lokket ham til at danse, klirre med bestikket, trampe i gulvet, konversere de ældre og feste med de yngre. Det bliver herligt!

Starutten? Hun er ikke inviteret. Jeg er helt sikker på, at det manglende navn i indbydelsen skyldes, at brudeparret ikke ønsker, at hun med sit frække smil og ene tand skal sole sig i al den opmærksomhed, der jo retteligt bør tilfalde dem.

Er jeg bitter? Nope, det er jeg ikke. Det bliver faktisk meget rart med en babyfri aften, og jeg glæder mig ret meget til at skulle ud blandt andre mennesker uden savl på tøjet og tasken fuld af tøjdyr.

Hvad der så er galt? Starutten skal passes. Passes! Det er hun aldrig blevet før. Til den tid vil hun kun være syv en halv måned, og så er man da stadig alt for lille til at blive passet. Jamen det er man!

Vi taler altså om, at min lille baby, som stadig bliver fuldammet, som afviser alle former for sutteflasker og snerper munden sammen, så snart hun ser en ske, skal passes en hel dag om ikke engang to måneder! Det er altså ret så meget tæt på forfærdeligt. Jo, det er!

Nu er der jo nok nogen, der vil mene, at jeg bør tage mig sammen, og til det kan jeg kun sige en ting: Jeg er helt enig!

For det første har brudeparret fået at vide, at starutten altså kommer med i kirke og til reception. (Faktisk spurgte vi pænt om det var i orden, og det syntes i hvert fald den ene af dem.) For det andet har vi aftalt, at mine forældre kommer og henter hende inden middagen og bliver hos hende til midnat, hvor jeg kommer hjem. Og for det tredje, så øver vi. Vi øver pasning og spisning. Spise-delen har forlængst fortjent sit helt eget indlæg, så det vil jeg ikke skrive mere om her, men pasningen kan jeg da godt bruge et par ord på.

For det går godt. Eller i hvert fald okay. Hun er nu blevet passet to gange. Første gang varede det kun de 30 minutter, jeg skulle bruge på en løbetur. I det tidsrum nåede hun slet ikke at blive sur. Til gengæld fik hun splittet en Kay Bojesen abe til atomer.

Anden gang var lørdag eftermiddag, hvor gemalen og jeg skulle i teatret og se monologer. Det fede ved en forestilling, der er sat sammen af fem monloger, er, at man godt kan skride i pausen uden at gå glip af slutningen. (Altså det ville selvfølgelig kun være aktuelt, hvis der blev problemer.) Det endnu mere fede var, at en af de første monologer var aflyst, så vi kunne komme til at ringe hjem ca. 20 minutter tidligere. For hvor var jeg dog nervøs. Hvis skuespillerne havde lampefeber, var det vist ingenting i forhold til min nervøsitet. De skjulte det i hvert fald godt, mens de styrtede rundt på scenen og talte med dem selv. Jeg -derimod - sad og vippede med tæerne, pillede ved den slukkede telefon i lommen og havde blikket fæstnet på uret, alt imens jeg nød forestillingen. For det gjorde jeg sgu.

Lyset var knap tændt, før jeg havde mine forældre i røret. Heldigvis var der ingen grund til at suse hjem, før vi havde fået anden del med. Starutten lå nemlig trygt og godt og sov i sin barnevogn. Hun havde godt nok været lidt sur tidligere. Faktisk havde hun vist nok skreget i 10 minutter, men så var de gået en tur og havde set på ænder og alt muligt, og det havde vist været meget hyggeligt. Til sidst var hun så faldet i  søvn, og hun sov endnu, da vi kom tilbage, præcis 2 1/2 time efter vi var taget afsted.

På trods af min nervøsitet og hendes skrigtur er jeg villig til at kalde det en succes. Nu skal hun bare lære, at skeer altså ikke er gjort af ondt stof, og så er jeg klar til at få passet hende igen. Og i længere tid. Måske endda en hel bryllupsfest.

Så skal jeg godt nok ud at vifte med ørene. (Og kun ringe hjem højst en gang i timen.)

Øv altså

Så lagde Blogger sig selvfølgeliglig syg lige den dag, jeg skulle skrive det mest geniale indlæg nogensinde. Om jeg kan gemme det til en anden gange? Næh nej, det er ikke muligt, for nu skal jeg holde weekend, og når den er slut, har jeg helt sikkert glent, hvad det skulle handle om. Længere rækker min genialitet trods alt heller ikke.

Desværre har Blogger under sygdommen ædt et par af mine kommentarer. Om det var i håbet om, at de kunne lindre eller endda kurere dårligdommen vides ikke, men jeg håber eddermame, at der var en god grund. Når nu nogen har brugt tid på at læse og kommentere min blog, er det er bare så drønhamrende ærgerligt, at deres ord går tabt. Ja det er så!

Heldigvis havde jeg nået at læse de to kommentarer, som er forsvundet (om der er flere ved jeg så ikke.) Jeg kan ikke helt huske ordlyden, men jeg blev rigtig glad for dem, og vil lige sige tak til jer og gøre opmærksom på, at det altså ikke var mig men (lortespasser) Blogger, der er den skyldige.

God weekend til alle (undtagen Blogger!)

Orv!

Der er nogen (eller i hvert fad en), der gerne vil være fast læser af min blog, og derfor har foreslået mig at slå den der "fast læser"funktion til. Den er jo sådan set standardinventar, når man opretter en blog her i blogspot, og når den mangler her på siden, skyldes det såmænd, at jeg selv har fjernet den.

Og hvorfor har jeg så det? Fordi det ville være skidepinligt ikke at have nogen faste læsere. Tænk at bruge tid på at skrive noget, som ingen gider at læse og så endda skilte med det! Det er jeg alligevel for forfængelig til. Eller rettere var. For nu kommer funktionen altså på. Det kan godt være, at min forfængelighed ikke vil være helt tilfreds med det tiltag, men den er stadig i så godt humør over opfordringen, at den nok skal klare det.

Formålet med bloggen har da heller aldrig været at få hundredevis af læsere. Jeg synes, at det er rigtig rart, at der er nogen, der rent faktisk har lyst til at læse med og tage del i mine tanker om stort og småt, og jeg bliver virkelig glad for kommentarerne. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at bloggen nok var blevet lukket igen, hvis jeg bare sad og skrev til mig selv og aldrig fik nogen feedback. Så kunne jeg ligeså godt købe en lækker læderindbundet dagbog.

Som jeg tidligere har skrevet, blev bloggen oprettet for at forhindre en fuldstændig nedsmeltning af min hjerne, og jeg tror faktisk, at det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i år. Jeg kan simpelthen ikke tillbyde mine hjerneceller jobs, der er udfordrende nok. Derfor har de fleste for længst sagt op og forladt matriklen. Desværre gælder det også de celler, som havde de mindst krævende jobs.

Jeg er f.eks blevet ret glemsom. Da jeg i forlængelse af påsken tog i sommerhus, havde jeg efterladt nøglen derhjemme. Glad og frejdig pakkede vi bilen og tog afsted på en lille uges ferie. Uden nøgle. Heldigvis overlappede vi med mine forældre, som var så søde at låne mig deres. Det er selvfølgelig sådan noget der kan ske, men dagen at efter mine forældre var taget hjem, gik det op for mig, at jeg ikke blot havde glemt nøglerne men også min jakke. Der følte jeg mig godt nok en anelse dum (og meget, meget heldig, da jeg fandt min mors cykeljakke i et skab.)

Bloggen her er et skønt sted at motionere de resterende hjerneceller. Det er en fornøjelse at udtænke indlæg, at formulere sætninger, bare at skrive løs og at få feedback på det, der nu alligevel foregår i mit hoved. Nu sætter jeg fast læser funktionen på og sætter mig godt til rette med en kop te, mens jeg venter på, at den første bider på krogen.

Romkugler og røde roser

Jeg fik blomster i går. Ikke af min datter godt nok, for hun er både for lille til selv at plukke dem og til at få lommepenge, så købe kunne hun heller ikke. Blomsterne var fra hendes far - min søde kæreste - som ikke syntes, at jeg skulle snydes for min første mors dag, bare fordi starutten er for lille til selv at tage initiativ.

Jeg synes faktisk helt oprigtigt, at mors dag er et levn fra gammel tid, hvor kvinden gik hjemme ved kødgryderne, og at dagen derfor burde afskaffes. Det er da heller ikke noget, der blev fejret i mit barndomshjem. Altså bortset fra den ene gang hvor jeg alligevel syntes, at min mor skulle have en mælkebøtte og en minitoblerone, og selvom hun er direkte modstander af dagen, blev hun faktisk ret glad. Men hvem ville ikke også blive glad for chokolade? (Hun var muligvis også blevet glad for blomsten, hvis jeg havde været 4 og ikke 14 år.)

Min kæreste kender godt min holdning, men ved også, at man skal træde varsomt, når kvinder udviser ligegyldighed over for mærkedage. Det har han vist lært af sin far. Jeg skal ikke kunne sige, om der er grund til det, men min svigerfar sørger altid for at købe en gave til sin kone, selvom hun siger, at mors dag er noget pjat. Indtil i år har gaven endda været fra min kæreste og hans søster. Min svigermor bliver selvfølgelig glad for opmærksomheden, men jeg er ret så sikker på, at det er hendes mand, der går mest op i det, når han aftenen før ringer til sine børn for at minde dem om dagen.

Nå, men jeg blev altså også ret glad for mine blomster. Det der med at blive mindre glad for dem, fordi det er en "kommerciel" dag, bruger jeg ikke. Det er nemlig altid dejligt at få blomster uanset, hvilken dag det er. Spørgsmålet er nu, om jeg så også skal give ham noget, når det er fars dag. Hvis jeg gør det, får jeg helt sikkert også blomster næste år, og så har vi lige pludselig en tradition, som jeg dybest set helst vil være fri for. Hvis jeg ikke giver ham en, så er det altså heller ikke så godt. Så er jeg sådan en, der tager imod uden at give igen, og det er da ikke særlig pænt. Det er altså lidt tricky.

Hvis jeg beslutter mig for at give ham noget, (hvilket jeg jo nok gør), skal jeg også finde ud af, hvad det skal være. Man giver jo ikke blomster til en mand. Heldigvis har min kæreste på fornemmeste vis allerede introduceret mig for et glimrende alternativ.

Romkugler!

Jeg var åbenbart særligt sød i sidste uge, for en dag, da han var på vej hjem fra arbejde, ville han da lige købe en buket blomster med til mig.* Ved siden af blomsterbutikken lå en bager, og klog som den søde mand er, tænkte han: Hvad mon Mille vil blive mest glad for? Romkugler eller blomster? Og guess what! Han ramte rigtigt. Findes der noget bedre end at blive vækket fra en god lur med et kys på kinden og duften af romkugler og friskbrygget kaffe? Nej, det gør der vist ikke, og det er derfor lige præcis det, han skal have til fars dag.

Hvis han da skal have noget.

*Jeg får altså ikke blomster så ofte som det lyder her. Sidste gang var i marts 2010, da vi fandt ud af, at vi skulle være forældre.

Når glasset er halvtomt og røven er bred

I morges, da jeg hoppede op på vægten, standsede nålen på præcis 60 kg. Det er faktisk en ret okay vægt og det mindste jeg har vejet, siden jeg blev student, meeeen...

hvis jeg nu tabte bare et enkelt kilo mere, ville min vægt være noget i 50'erne, hvilket lyder meget bedre.
mine arme kunne godt være lidt mere tonede.
det kunne være spændende at prøve, hvordan det er at have flad mave.
tænk hvis jeg kunne komme ned i en størrelse 36.
de der fedtdepoter på inderlårene må da kunne trænes væk.

Jeg ville helt sikkert også have mere succes på jobbet, i kærlighedslivet, som mor og i verden generelt, hvis jeg blev bedre til at rense min hud, barbere ben, gå regelmæssigt til frisøren og huske at bruge make up hver dag.

Som om!

Jeg er så forbandet træt af, at kvinder (i hvert fald de fleste) bare ikke kan blive tilfredse med dem selv. Og jeg er ikke en undtagelse. For fa'en hvor ville mit liv være lettere, bedre og skønnere, hvis jeg havde tonede arme. Jamen det ville det altså!

Dagens vredesudbrud er direkte afledt af, at der er sket noget så sjældent, som at jeg har fået stukket et Alt for Damerne i hånden. Og endda læst i det. Jeg nåede faktisk helt til side 60, før jeg blev rigtig harm. Der er nemlig en guide til 48 fantastiske forårskjoler, der er opdelt i kategorier, så hende med den store barm, hende med de store overarme, hende med de brede lægge og hende med de brede hofter let kan finde en passende kjole.

Hvor er kjolen til mig? Mig med den smalle talje og de store bryster. Eller kjolen til min veninde med de lange stænger og slanke arme? Eller hende med det flotte skulder/halsparti og den veltrænede røv. Jamen jeg spørger bare.

Er det helt forkert, hvis man giver damebladene bare en lille smule af skylden for kvinders evige selvkritik? Det synes jeg faktisk ikke.

Weekendforlængeren

Ahh, så er det weekend igen. På trods af, at jeg går hjemme hver dag, er der nu ikke noget så skønt som weekend, og det er egentligt lidt sært. Der er trængsel i supermarkedet, i zoologisk have og på den gode kaffebar. Der er skrigende unger overalt og stressede forældre, der skal nå at hygge sig med børnene, inden arbejdet igen kalder om mandagen. Alligevel er lørdag bare lidt bedre end tirsdag.

Man kunne selvfølgelig tro, at min kærlighed til weekenden skyldes, at min kæreste endelig er hjemme til at hygge om mig og starutten, men det er altså ikke det, der gør det. Jeg holder nemlig også rigtig meget af de weekender, hvor han arbejder, og hvor dagene egentlig bare ligner sig selv.

Det er heller ikke, fordi weekenden byder på flere selskabeligheder end ellers, for det er egentlig sjældent, at den gør det. Et par runde fødselsdag er det da blevet til, men ellers er der lige så mange bedsteforældrebesøg og kaffedates ugens andre dage. Runde fødselsdage er bare heller ikke nær så spændende, når man har en baby under armen.

Starutten er også fuldstændig ligeglad med weekendkonceptet. Hun opfører sig, som hun plejer. Der er derfor ikke noget med at sove længe, sidde på altanen med en god bog eller nyde en god middag i fred og ro. Alt er som på ugens andre dage, men alligevel er weekenden bare lidt bedre. Bevidstheden om dens dejlighed sidder åbenbart så dybt i mig, at  bare tanken om den gør, at jeg nyder dagene lidt mere end ellers. Og det er da slet ikke så dumt.

Efter weekend kommer så mandag, og hvor det før var en lidt kedelig dag, er den faktisk blevet en lille smule skønnere. Det er nemlig min og staruttens hjemmedag. Det er vores weekendforlænger, hvor vi kommer os over lørdagen og søndagens begivenheder (uanset om der har været nogen eller ej), og laver absolut ingenting. Det er den dag, hvor jeg læser lidt i en bog, mens hun tager en lur. Behøver jeg at sige det: I love Mondays!

Der tager du fejl lille ven

Jeg har virkelig svært ved at bedømme folks alder ud fra deres udseende. Da jeg mødte min kæreste, var han 29 år, men jeg ville have skudt ham til at være 22. Han fortalte dog selv, at mange troede, at han var 25, så mit fejlskud var ikke rigtig slemt. På den måde var det jo kun 3 år, jeg skød forkert.

Okay, det var måske et lidt dårligt regnskab, jeg lige lavede der, men jeg var i hvert fald ikke den eneste, der var galt på den. Og jeg er bestemt heller ikke den i verden, der er allerdårligst til at gætte folks alder.

En af dem, der er allerdårligst, er billetsælgeren i svømmehallen. Sidst vi var der, spurgte hun helt seriøst om staruttens alder, og da der er gratis adgang for børn under to år, blev jeg faktisk lidt fornærmet på hendes vegne. Helt ærlig! På det tidspunkt var det 6 gange hendes reelle alder. Det kan umuligt være positivt, selvom de fleste børn synes, at det er sejt at se lidt ældre ud.

En anden, der er virkelig dårlig til at vurdere folks alder, er en lille fyr, jeg mødte i dag. Faktisk vil jeg vove at påstå, at han er den allerdårligste i hele verden, for han var edderrådme galt på den. (Jeps, det er min alder det handler om. Og min mors.)

Min mor ser vist ret ung ud i forhold til hendes alder. Folk bliver i hvert fald overraskede over, at hun kan være mor til mig, og når de så hører, at jeg har en seks år ældre søster, er de ved at gå bagover. Den lille fyr, jeg mødte i dag, må dog virkelig holde af hende, siden han kan overse både rynker (kære mor, hvis du læser med her: undskyld!) og grå stænk. (og undskyld igen). Eller også må det være mig, der ser forfærdelig gammel ud.

Han troede, at jeg var hendes mor! Ja, han gjorde sgu så.

Til hans forsvar skal det siges, at episoden udspillede sig i den sfo, hvor min mor arbejder, og at det selvfølgelig er mere normalt, at det er forældre, der henter deres børn end omvendt.

Men for fanden da. Han må jo have troet, at jeg var omkring de 80!

Selv når man tæller studentermedhjælperne med, har jeg fra mit første job været klart den yngste medarbejder, og jeg har derfor prøvet at vinde respekt ved at klæde mig lidt ældre. Skal vi ikke bare sige, at det er endegyldigt slut nu?

Bliv så træt! sagde jeg

Mange gange har jeg rystet på hovedet, når forældre har fortalt deres børn, at de er trætte (altså børnene), og hver gang har jeg tænkt, at jeg aldrig nogen sinde skulle sige sådan til mine kommende børn. Jeg ville selv flegne, hvis nogen fortalte mig, at jeg var træt, så hvorfor dog tale sådan til mine dem bare fordi de er børn? Det skulle i hvert fald aldrig ske.

Men det gjorde det. Og det gør det. Sådan nærmest dagligt.

Man kan jo blive klogere og det er jeg blevet. For det handler jo ikke en skid om, at barnet er træt. Det handler om, at ens egne øjenlåg pludselig er lavet af bly, at der er en konstant hyletone i ens ører og at man er ved at få kvalme af at sige buggedi buggedibuuuu sikke nogen små tåpølser du har på dine fiiiiine fusselanker. Det er sgu da kun, fordi man selv har brug for en pause, at man lige pludselig synes, at barnet bør være træt. Det er det i hvert fald for mig.

Hver gang jeg har brug for en lur, lyst til at blogge eller trænger til bare fem minutter for mig selv, får starutten at vide, at hun er træt. Som om det skulle hjælpe! Oftest kvitterer hun med et kæmpe grin, en bøvs eller også gør hun ansats til en længere skrigetur. Og det er vel egentlig meget fair, at hun brokker sig lidt, når hun er klar til leg, og jeg så står der og beskylder hende for at være træt, bare fordi jeg ikke orker at lege med.

Kan I huske dengang man som barn var midt i en god rundboldkamp, og ens mor så kom og sagde, at man skulle tage en trøje på, fordi det var koldt? Man var bare overhovedet ikke enig, og tog kun modstræbende trøjen på, fordi man godt vidste, at rundboldkampen var slut, hvis man nægtede.

Min bedste vens mor var lidt smartere. Hendes argument for at sønnen kulle tage en trøje på var nemlig, at hun frøs. Det er sgu svært at være uenig i og helt umuligt at diskutere. Måske man skulle tage ved lære af hende, og afprøve teknikken på eget afkom?

Sov så for helvede. Din mor er træt!

Tjaeh, jeg tvivler på, at det har den ønskede effekt.

Hørt på gaden

Så fik vi lige ordnet tissemanden (pause) Lå den lige omvendt? Det har jeg aldrig hørt om før.

Jeg må blankt erkende, at jeg nåede at forestille mig mange forskellige scenarier, før jeg fik vendt mig om og så, at ordene kom fra moren til en lille dreng. Hun skulle bare vide, hvor meget jeg glæder mig til, at starutten er stor nok til, at vi kan føre lignende samtaler.

Se lige hvad jeg har fået

En award! Den er fra Kong Mor, og jeg har fået den, fordi jeg godt kan lide kage. Det er da ikke hver dag, at man får en pris for det! Det har taget et par dage og en masse afbrydelser at besvare de mange spørgsmål, men det har nu været ganske hyggeligt og fremkaldt gode minder om min spæde ungdoms venindebøger.

Hvorfor startede du med at blogge?
Jeg oprettede min første blog for fire år siden, mens jeg var ved at skrive speciale. Jeg oprettede også en datingprofil og begyndte at interessere mig for madlavning, boksetræning og langdistanceløb. Total eskapisme, men af den mere fornuftige slags syntes jeg. Da jeg skrev bachelorprojekt var den helt store overspringshandling nemlig minestryger, og det var simpelthen for dumt.

Efter et par måneder måtte jeg dog lukke bloggen, da vores affære var blevet lidt for hed, og specialet følte sig nedprioriteret. Jeg prøvede at genoprette den, da specialet var afleveret, men læserne var forsvundet, pc'en gik død og ham den søde, jeg havde mødt på datingsiden, blev endnu sødere, og jaeh så var bloggen bare ikke så vigtig mere.

Nu har jeg så oprettet en ny. Dels fordi jeg faldt over den gamle og kom til at savne skriblerierne og dels fordi jeg er bange for, at der gror mug i hovedet på mig, hvis ikke jeg udretter et eller andet under min barsel. Så nu udretter jeg en blog.

Hvilke blogge følger du?
Jeg zapper ret meget rundt i blogland og læser hist og her. Jeg kan bedst lide de blogs som handler om ingenting (og alting), så det er primært dem, jeg følger. 

Hvad er dit favorit make up mærke?
Øhh, nu har jeg jo lige været gravid og ammer stadig, så jeg holder mig rimelig meget til Nilens Jord. Men det gjorde jeg vist også før. Til hverdag bruger jeg kun mascara og kun om vinteren. Om sommeren bryder jeg mig ikke om at have make up på. Her for tiden har jeg dog kun mascara på om torsdagen, når jeg skal i mødregruppe, og kun når jeg husker det. Når der er fest og ballade får den dog hele armen, og der skæver jeg hverken til mærker, parabener eller andet stads.

Hvad er dit favorit tøjmærke?
Det er helt sikkert alt det dyre og lækre, som jeg ikke giver mig selv råd til. Jeg har et par Karen Millen kjoler og skjorter, som jeg er særligt glad for, men det bliver dog aldrig mit yndlingsmærke. Det laver de simpelthen alt for meget grimt tøj til.

Hvad er din favorit parfume?
Det er den der fra Chanel, som står i skabet under vasken ude på badeværelset, og som jeg ikke kan huske navnet på, fordi jeg ikke har brugt den siden jeg stod med en positiv graviditetstest. Så hysterisk er jeg - altså bortset fra når der er fest, så må man nemlig godt.

Hvad er din favoritfarve?
Alle farver! Jeg elsker farver.

Hvad er din favoritfilm?
Der er ret mange, men der skal godt nok ledes i de mest kringlede kroge i knolden for at huske hvilke. Jeg kan godt lide Kielsowskis Bleu, Blanc og Rouge og i den mindre højpandede ende synes jeg, at Bienvenue chez les Ch'tis er ret så morsom. Hvis det ikke skal være fransk, kan jeg godt lide den svenske film Kopps, Babel, Babettes Gæstebud og mange flere. Den film jeg har set flest gange må være Bridget Jones. Ikke fordi den er specielt god, men fordi jeg kun tør se film, jeg allerede har set, når jeg er alene. Og så er den altså også ret morsom.

Hvilket land vil du besøge og hvorfor?
Jeg har en gammel drøm om at komme til Peru og Bolivia og se saltsletten og machu picchu. Desværre er min kæreste meget lidt rejselysten, så det må vente til starutten er stor nok til at tage med mig. Så kan hendes far tjene til vores tur imens.

Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?
Jeg glæder mig til at få ryddet op i mit klædeskab, at se mødregruppen på torsdag, en kaffedate med en veninde, et vennepars bryllup, et godnatkys fra min kæreste og at starutten begynder at spise grød, så jeg kan komme lidt ud på egen hånd.

Hvad er det mest spændende, der er sket i dit liv indenfor det sidste års tid?
Det har været et ret spændende år med mange store forandringer. Det mest spændende må nok være at se min kæreste som far. Det klæder ham ret godt.

Hvad er din største ambition?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig været særlig målrettet og er derfor lidt god til mange ting, mens der ikke er noget, jeg er sådan rigtig god til. Hvis jeg alligevel skal nævne noget, må det være at holde sammen på min familie. Det vil jeg rigtig gerne. Og nu hvor jeg skriver det, vil jeg det endnu mere. Jeg vil for alt i verden holde sammen på min lille familie og bevare det gode forhold til den lidt større familie.

Hvilken bog læste du sidst?/Læg et foto op af din bogreol
Jeg er i gang med Fortryllersken fra Firenze af Salman Rushdie. Det har jeg været siden jeg skrev dette indlæg, men med en baby på armen går det desværre lidt langsomt. Den er ellers ret god og kan varmt anbefales. Den sidste bog jeg læste var Romain Garys La vie devant soi. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder på dansk, men det er uden tvivl min yndlingsbog, og jeg har læst den mange gange.

Har du en pinlig historie, du lige vil dele?
Pinlige historier har jeg og desværre også nogen, jeg får helt ondt i maven af at tænke på. Det er dem, hvor jeg har opført mig dårligt. Der er selvfølgelig også dem, hvor jeg bare har været uheldig, og sådan en ville jeg da gerne komme med, jeg kan bare ikke komme i tanke om nogen lige nu ud over de helt gængse som at tale til fremmede, cykle gennem byen med nederdelens lynlås stående åben, date to brødre osv. Når jeg kommer i tanker om en af de rigtig pinlige historier, får den sit helt eget indlæg.

Hvad er din yndlingsaversion?
Det er helt sikkert, når der udøves vold mod det danske sprog. Det hedder ikke 'kommenterer på'. Det gør det altså ikke! Hvis der er noget, der vokser på en, kan det kun være mug, og folk, der skriver 'få avide', burde tvangstilmeldes et retstavningskursus.

Hvis du skulle være et dyr, hvilket skulle det så være?
Nadia, hvis du en dag kigger forbi her, vil du så være sød at hjælpe, for jeg aner det virkelig ikke?

Fortæl lige lidt om din værste scoring, vil du ikke?
Næh, jeg vil ej. Det er privat.

Hvad gad du godt være god til? 
Bare et eller andet. Som nævnt længere oppe, har jeg aldrig været rigtig god til noget. Og det er så løgn, for faktisk har jeg været ret god til at spille blokfløjte. Ja blokfløjte! Og nej det tæller vidst ikke rigtig, for det er bare ikke en særlig fed ting at være god til.

At blive god til noget kræver oftest, at man øver, og det har jeg bare aldrig rigtig gidet. Jeg gad godt, at jeg havde et talent, der ikke skulle passes og plejes, men som bare var der. Det har jeg måske også, men i så fald har jeg ikke fundet det endnu. Og jeg gider egentlig ikke at lede...

Okay nu har jeg det! Jeg gad godt at være god til dygtiggøre mig.

Jeg vil gerne give awarden og den lille udfordring videre til:
Jeg tror desværre, at den strander her. Det vil simpelthen være for pinligt at give den videre til en, der ikke opdager det, og det er der faktisk ret stor risiko for. Jeg har nemlig ikke så mange faste læsere, skal jeg sige jer. Faktisk ved jeg ikke, hvordan jeg finder ud af helt præcis, hvor mange der er, men jeg har regnet mig frem til, at der vist nok er tre. Den ene har givet mig awarden, mens de to andre har været i Blogland så længe, at de nok ikke har lyst til at lege med. Og hvem bryder sig om at blive afvist, når der inviteres til leg? Ikke mig i hvert fald, så af frygt for at blive afvist, holder jeg krampagtigt fast til min award og nægter at give den videre. My preeecious...

Slut med fotos

Kæresten min er ikke skideglad for, at jeg flasher billeder af baby og bryster her på bloggen. Det var sådan set heller ikke meningen, at det var det den skulle bruges til, men når nu man har en herrenuttet baby og et par bryster, der har lært et helt nyt trick, var det svært at lade være.Helt ærligt er jeg heller ikke selv specielt glad for, at der findes billeder af min baby på nettet,og derfor er det også helt uden protester, at jeg om et øjeblik fjerner dem. Faktisk har jeg ikke engang lagt billeder af hende på facebook. Er man hysterisk, hvis ikke man vil have billeder af sit barn på nettet? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at hun er for lille til at jeg kan spørge om lov, og at jeg derfor hellere må lade være.

Billedet af brysterne er en anden sag. De er vist så ordinære, at ingen ville kunne genkende mig ud fra dem alene. Der er heller ikke et billede, man kan blive støt af - altså bortset fra min kæreste. Han har godt nok ikke set det, men det hindrer ham ikke i at have en mening. Det skal dog siges, at han blev temmelig lettet, da jeg fortalte, at jeg altså havde t-shirt på, da jeg tog billedet. Nogen gange kan det altså komme bag på mig, hvad der foregår i hans hoved. Havde han virkelig forestillet sig, at jeg ville lægge billeder af mig selv i topløs udgave på nettet?! Det er der vist ingen, der har lyst til at se.

Som lovet i indlægget om penalhusbrysterne ville fotoet blive erstattet med en tegning, og her er den:

Tænk hvis jeg var lige så lækker i virkeligheden! Hvis nogen skulle være i tvivl, er det sorte omrids mig, og det røde er en blyant. Jeg overvejede, om jeg også skulle tegne babyen, nu jeg var i gang, men hun er simpelthen for kær til at jeg kan gøre hende ret i paint, så det vil jeg lade være med.